Ποικιλόθρον᾽ ἀθανάτ’ Ἀφρόδιτα,

Aphrodite på den kulørte trone,

παῖ Δίος δολόπλοκε, λίσσομαί σε,

Zeus’ forslagne datter, jeg be’r dig, Frue,

μή μ᾽ ἄσαισι μηδ᾽ ὀνίαισι δάμνα,

plag mig ikke med ubehageligheder

πότνια, θῦμον,

eller med sorger.

ἀλλὰ τυίδ᾽ ἔλθ᾽, αἴ ποτα κἀτέρωτα

Nej, kom hid – hvis du da har hørt mig ellers

τὰς ἔμας αὔδας ἀίοισα πήλοι

før i tiden, adlydt min fjerne stemme,

ἔκλυες, πάτρος δὲ δόμον λίποισα

spændt din kærre for og forladt din faders

χρύσιον ἦλθες

gyldne gemakker

ἄρμ᾽ ὐπασδεύξαισα· κάλοι δέ σ᾽ ἆγον

for at ta’ herned og har ladt dig trække

ὤκεες στροῦθοι περὶ γᾶς μελαίνας

af de smukke spurve, der blafred’ hurtigt

πύκνα δίννεντες πτέρ᾽ ἀπ᾽ ὠράνω αἴθε-

ned fra himlen tværs gennem atmosfæren

ρος διὰ μέσσω·

højt over jorden.

αἶψα δ᾽ ἐξίκοντο· σὺ δ᾽, ὦ μάκαιρα,

Med det samme var de på pletten, guddom,

μειδιαίσαισ᾽ ἀθανάτωι προσώπωι

og du smilte i dit udødelige ansigt,

ἤρε᾽ ὄττι δηὖτε πέπονθα κὤττι

spurgte, hvad det nu var, jeg fejled’, hvad det

δηὖτε κάλημμι

nu var, jeg bad om,

κὤττι μοι μάλιστα θέλω γένεσθαι

hvad det nu var, jeg i mit vanvid ville

μαινόλαι θύμωι· τίνα δηὖτε πείθω-

skulle hænde. “Hvem skal jeg nu få til at

μαί σ᾽ ἄγην ἐς σὰν φιλότατα; τίς σ᾽, ὦ

bli’ forelsket i dig? Fortæl mig, Sappho,

Ψάπφ᾽, ἀδικήει;

hvem gør dig uret?

καὶ γὰρ αἰ φεύγει, ταχέως διώξει,

Render hun sin vej, vil hun snart forfølge,

αἰ δὲ δῶρα μὴ δέκετ᾽, ἀλλὰ δώσει,

si’r hun nej til gaver, så skal hun give,

αἰ δὲ μὴ φίλει, ταχέως φιλήσει

vil hun ikke elske, så skal hun elske

κωὐκ ἐθέλοισα.

uden at ville.”

ἔλθε μοι καὶ νῦν, χαλέπαν δὲ λῦσον

Også denne gang skal du komme til mig,

ἐκ μερίμναν, ὄσσα δέ μοι τέλεσσαι

red mig i de svare problemer, opfyld,

θῦμος ἰμέρρει, τέλεσον, σὺ δ᾽ αὔτα

hvad mit hjerte ønsker, og vær min egen

σύμμαχος ἔσσο.

medsammensvorne.

Δευρύ μ{μ}᾽ ἐ<κ> Κρήτας ἐπ[ὶ τόνδ]ε ναῦον

Kom hertil fra Kreta til mig i templet,

ἄγνον ὄππ[αι τοι] χάριεν μὲν ἄλσος

hvor du ser en lund, der er skøn og fuld af

μαλί[αν], βῶμοι δ᾿ ἔνι θυμιάμε-

æbletræer, og altre, hvorpå der hældes

νοι [λι]βανώτωι·

røgelsesdufte.

ἐν δ᾿ ὔδωρ ψῦχρον κελάδει δι᾿ ὔσδων

Vandet risler svalt gennem æblekviste,

μαλίνων, βρόδοισι δὲ παῖς ὀ χῶρος

hele stedet her ligger hen i rosers

ἐσκίαστ᾿, αἰθυσσομένων δὲ φύλλων

skygge, og der siver bedøvelse fra de

κῶμα κατάρρ<ε>ι {ον}·

raslende blade,

ἐν δὲ λείμων ἰππόβοτος τέθαλε

og den eng, hvor hestene græsser, strutter

{τωτ} ἠρίν{ν}οισ<ιν> ἄνθεσιν, αἰ <δ᾿> ἄηται

grønt af forårsblomster, og vinden blæser

μέλλιχα πνέοισιν

sagte [ ...... ]

[ ...... ]

[ ...... ]

ἔλθε δὴ σὺ στεμ<ματ᾽> ἔλοισα, Κύπρι,

Så besøg os hér og tag kransen med dig,

χρυσίαισιν ἐν κυλίκεσσιν ἄβρως

Aphrodite, skænk så med al din ynde

<ὀ>μ<με>μείχμενον θαλίαισι νέκταρ

i de gyldne skåle en nektar, som er

οἰνοχόεισον

iblandet festlag

Πότνιαι Νηρήϊδες ἀβλάβη[ν μοι]

Hør, I ædle døtre af Nereus, skænk [mig],

τὸν κασίγνητον δ[ό]τε τυίδ᾿ ἴκεσθα[ι]

at min bror skal vende tilbage uskadt,

κὤττι ϝῶι θύμωι κε θέληι γένεσθαι

og at det, han vil i sit sind skal hænde,

κῆνο τελέσθην,

også bli’r opfyldt.

ὄσσα δὲ πρόσθ᾿ ἄμβροτε πάντα λῦσα[ι]

Skænk, at alt, han før gjorde galt, betales,

καὶ φίλοισι ϝοῖσι χάραν γένεσθαι

hans familie kun kommer ud for glæde,

κὠνίαν ἔχθροισι, γένοιτο δ᾿ ἄμμι

og hans fjender rammes af sorger, mens vi

μηδάμα μηδ᾿ εἶς·

selv klarer frisag.

τὰν κασιγνήταν δὲ θέλοι πόησθαι

Gid han ville gøre sin søster mere

[μέ]σδονος τίμας, [ὀν]ίαν δὲ λύγραν

velanset og [løfted’] de tunge sorger

[ἐκλύ]ο[ι μ᾽,] ὄτ<τ>οισι π[ά]ροιθ᾿ ἀχεύων

[væk igen], som han i sin harme førhen

[θῦμον ἐδά]μνα

[pla]ged’ [mit sind med],

[Δωρίχας ἄ]μ᾽εἰσαΐω[ν], τὸ κ᾽ ἐν χρῶι

da han lystred’ [Doricha]. Dét ku’ snart ha’

[νῦν ἔτιλ]λ᾽ ἐπαγ[ορί]αι πολίταν

[klædt mig af] til skindet i folkedommen

ὢς ποτ᾽ οὐ[κ ἄ]λλως, [ἐσύ]νηκε δ᾽αὖτ᾽ οὐ-

mer’ end nogen sinde. Der gik kun kort tid,

δὲν διὰ [μά]κρω.

før han forstod det.

καί τι μά[σσ]ον αἰ κ[λ]έο[ς ἐξίη ϝ]οι

[Kommer] rygtet længere ud, så lær’ han

γνώσε[ται φ]έρ[η]ν· σὺ [δ]ὲ Κύπ[ρ]ι σ[έμ]να

[at h]åndtere dét. Men du høje Kypris,

οὐκ ὄνε[κτον κατ]θεμ[έν]α κάκαν [ὔβ-]

fri mig for ubær[lige overgre]b og

[ρ]ι[ν], μέ[νε πάρ μο]ι.

st[å ved min sid]e.

ἀλλ’ ἄϊ θρύλησθα Χάραξον ἔλθην

Hele tiden snakker du om, Charaxos

νᾶϊ σὺν πλήαι· τὰ μέν οἴομαι Ζεῦς

kommer med fuld last. Det er noget, Zeus ved

οἶδε σύμπαντές τε θέοι· σὲ δ’ οὐ χρῆ

og de andre guder, men du skal ikke

ταῦτα νόησθαι,

bryde dit hoved.

ἀλλὰ καὶ πέμπην ἔμε καὶ κέλεσθαι

Send i stedet mig for at be’ og trygle

πόλλα λίσσεσθαι βασίληαν Ἤραν

dronning Hera om, at Charaxos vender

ἐξίκεσθαι τυίδε σάαν ἄγοντα

hjem og styrer sikkert sit skib tilbage,

νᾶα Χάραξον,

og at han finder

κἄμμ’ ἐπεύρην ἀρτέμεας. τὰ δ’ ἄλλα

os i god behold. Vi kan overlade

πάντα δαιμόνεσσιν ἐπιτρόπωμεν·

alt det andet til de guddom’lige magter.

εὔδιαι γὰρ ἐκ μεγάλαν ἀήταν

For et smukt vejr kommer jo hurtigt efter

αἶψα πέλονται·

kraftige storme.

τῶν κε βόλληται βασίλευς Ὀλύμπω

Dem Olympens konge har ønsket heldet

δαίμον’ ἐκ πόνων ἐπάρωγον ἤδη

nu skal vende rundt for og hjælpe ud af

περτρόπην, κῆνοι μάκαρες πέλονται

plagen, det er dem, der går hen og opnår

καὶ πολύολβοι·

lykke og rigdom.

κἄμμες, αἴ κε τὰν κεφάλαν ἀέρρη

Når omsider Larichos løfter ho’det,

Λάριχος καὶ δήποτ’ ἄνηρ γένηται,

og han bli’r en fuldvoksen mand, så vil vi

καὶ μάλ’ ἐκ πόλλαν βαρυθυμίαν κεν

hurtigt slippe fri fra de vældig mange

αἶψα λύθειμεν.

sorger, der tynger.

[Ο]ἰ μὲν ἰππήων στρότον οἰ δὲ πέσδων,

Nogle si’r, at ryttere, andre, fodfolk,

οἰ δὲ νάων φαῖσ᾿ ἐπ[ὶ] γᾶν μέλαι[ν]αν

atter andre, flåden er allerskønnest

[ἔ]μμεναι κάλλιστον, ἔγω δὲ κῆν᾿ ὄτ-

her på jord – men jég vil nu sige, det er

τω τις ἔραται·

det, man nu elsker.

[πά]γχυ δ᾿ εὔμαρες σύνετον πόησαι

Det er let at gøre enhver forståeligt:

[π]άντι τ[o]ῦτ᾿, ἀ γὰρ πόλυ περσκέθοισα

Hélena, hvis skønhed har overgået

κάλλος [ἀνθ]ρώπων Ἐλένα [τ]ὸν ἄνδρα

alle dødeliges, hun lod sin gode

τὸν [πανάρ]ιστον

husbond tilbage

καλλ[ίποι]σ᾿ ἔβα ᾿ς Τροΐαν πλέοισα

for at ta’ det første det bedste skib til

[κ]ω[ὐδ[ὲ πα]ῖδος οὐδὲ φίλων τοκήων

Troja, glemte alt om sin kære datter

πά[μπαν] ἐμνάσθη, ἀλλὰ παράγαγ᾿ αὔταν

og forældre, ja, hun blev ført på vildspor

[κ]ω[ὐδ᾽ ἐθέλοι]σαν

[helt mod sit ønsk]e.

[Κύπρις· ἄγν]αμπτον γὰρ [ἔχει] νόημμα

[Kypris] har en vilje, der [ikke b]øjes

[καὶ τέ]λει κούφως τ[ό κέ ποι] νοήσηι·

[og hun før]er let, hvad hun vil, [igennem].

[τὦ]με νῦν Ἀνακτορί[ας ὀ]νέμναι-

Jeg kom til at tænke på Anaktoria,

[σ᾿ οὐ] παρεοίσας,

som nu er borte:

[τᾶ]ς <κ>ε βολλοίμαν ἔρατόν τε βᾶμα

Hendes søde gang, hendes ansigts funklen,

κἀμάρυχμα λάμπρον ἴδην προσώπω

det er ting, jeg hellere ville se på

ἢ τὰ Λύδων ἄρματα κἀν ὄπλοισι

end en vogn fra Lydien eller fodfolk

[πεσδομ]άχεντας.

i deres våben.

Πλάσιον δὴ μ[ελπο]μένοισ᾽ ἀ[γέσθ]ω,

Tæt på dem, der [synger i kor], skal man nu

πότνι᾽ Ἦρα, σὰ χ[αρίε]σσ᾽ ἐόρτ[α].

ædle Hera, f[ejr]e din skønne højtid,

τὰν ἀράταν Ἀτ[ρέϊδα]ι πόησαν-

den, som atreiderne selv har grundlagt

τ᾽ οἰ βασίληες,

efter et løfte,

ἐκτελέσσαντες μ[εγά]λοις ἀέθλοις

da de først fik endt deres heltedåder

πρῶτα μὲν περ Ἴ[λιον]· ἄψερον δὲ

oppe i Tr[ojas land] og sku’ til at sejle

τυίδ᾽ ἀπορμάθεν[τες, ὄ]δον γὰρ εὔρη[ν]

hjem derfra igen. De ku’ ikke finde

οὐκ ἐδύναντο,

vejen tilbage,

πρὶν σὲ καὶ Δί᾽ ἀντ[ίαον] πεδέλθην

før de bad til dig, til den nådefulde

καὶ Θυώνας ἰμε[ρόεντα] παῖδα·

Zeus og til Thyónes char[mante] afkom.

νῦν δὲ κ[ἄμμες ταῦτα γ]έρα πόημεν

Nu er vi [så dem, der] forretter [denne]

κὰτ τὸ πάλ[αιον]

hellige [and]agt

ἄγνα καὶ κά[λλιστα· πόλυς γὰρ ὄ]χ̣λος

som i fordu[ms tid]. [Der er nemlig kommet]

παρθέ[νων τυίδ᾽ ἴκετο καὶ γ]υναίκων

masse[vis af] piger [hertil og k]vinder,

ἀμφὶ σ[ὸν βῶμον δ᾽ ὀσίως θέλοισ᾽ ἔμ-]

og omkring d[it alter vil de tilbørligt]

μέτρ’ ὀλ[ολύσδην].

skråle i jub[el].

πασ[

[...]

. [ . ] . νιλ[

[...]

ἔμμενα[ι

være [...]

[Ἦ]ρ᾽ ἀπίκε[σθαι].

ankomme, Hera.

Πῶς κε δή τις οὐ θαμέως ἄσαιτο,

Hvorfor sku' man ikke konstant få kvalme,

Κύπρι, δέσποιν’, ὄττινα [δ]ὴ φίλ[ησι,

dronning Kypris, hvem man så end må elske,

[κωὐ] θέλοι μάλιϲτα πάθαν χάλ[ασσαι;]

[eller] ønske højt, at man sl[ap for] smerter?

[ποῖ]ον ἔχησθα

[Hv]ad er [ideen]

[νῶν] σάλοισί μ’ ἀλεμάτως δαΐσδ[ην]

med at flænse mig uden grund med kramper

[ἰμέ]ρω<ι> λύ{ι}σαντι γόν’ ωμε[ – × ]

[i en læng]sel, knæene vakler under?

[ . . . ] . α . α . [ . . ]αιμ̣’ οὐ προ[0–3] . ερησ[ ⏑ – × ]

...

[ – ⏑ ]νεερ . [ . ]αι

...

[ c.8 ] . . . [ . . ] σέ, θέλω[ ⏑ – × ]

...

[ – ⏑ – × τοῦ]το πάθη[ν ⏑ – × ]

...

[ – ⏑ – × – ] . αν, ἔγω δ’ ἐμ’ αὔται

... Jeg er selv skam

τοῦτο σύνοιδα

vidende om det.

[ c.13 ] . [ . ]τοισ[ . . . . ] .

...

[ c.13 ]εναμ[...]

...

[ . ] . [ . ] . [...]

...

[ c.12 ]

...

Φαίνεταί μοι κῆνος ἴσος θέοισιν

Jeg må sige, han er på guders højde,

ἔμμεν᾽ ὤνηρ, ὄττις ἐνάντιός τοι

ham den mand, der sådan har lov at sidde

ἰσδάνει καὶ πλάσιον ἆδυ φωνεί-

lig’ ved siden af dig og lytte til din

σας ὐπακούει

dejlige stemme

καὶ γελαίσας ἰμέροεν, τό μ᾽ ἦ μὰν

og din kære latter. Ja, det har virk’lig

καρδίαν ἐν στήθεσιν ἐπτόαισεν,

gjort mit hjerte bange i brystet af mig:

ὠς γὰρ ἔς σ᾽ ἴδω βρόχε᾽ ὤς με φώναι-

Når jeg kigger på dig, så kan jeg ikke

σ᾽ οὐδ᾽ ἒν ἔτ᾽ εἴκει,

længere tale,

ἀλλὰ κὰμ μὲν γλῶσσα ἔαγε, λέπτον

men min tunge brækker itu, en stille

δ᾽ αὔτικα χρῶι πῦρ ὐπαδεδρόμακεν,

flamme løber straks under huden på mig,

ὀππάτεσσι δ᾽ οὐδ᾽ ἒν ὄρημμ᾽, ἐπιρρόμ-

jeg kan ikke se noget med mit syn, og

βεισι δ᾽ ἄκουαι,

ørerne buldrer,

ἀ δέ μ᾽ ἴδρως ψῦχρος κακχέεται, τρόμος δὲ

sveden rinder koldt ned ad ryggen, og jeg

παῖσαν ἄγρει, χλωροτέρα δὲ ποίας

skælver helt, bli’r grønnere selv end græsset,

ἔμμι, τεθνάκην δ᾽ ὀλίγω ᾽πιδεύσην

og jeg føler selv, det er lige, før jeg

φαίνομ᾽ ἔμ᾽ αὔται·

styrter i døden.

ἀλλὰ πὰν τόλματον ἐπεὶ †καὶ πένητα†

Men det hele må jeg stå ud, ...

ἄστερες μὲν ἀμφὶ κάλαν σελάνναν

Himlens stjerner må om den skønne måne

ἂψ ἀπυκρύπτοισι φάεννον εἶδος

blegne rent og gemme det klare ansigt,

ὄπποτα πλήθοισα μάλιστα λάμπη

når den først er fuld, og den skinner kraftigst

γᾶν ...

ned over jorden

ταῖσι <δὲ> ψῦχρος μὲν ἔγεντο θῦμος

Men med ét blev kvindernes hjerter kolde,

πὰρ δ᾿ ἴεισι τὰ πτέρα

og de måtte la deres vinger falde

ἦλθες, καὶ ἐπόησας, ἔγω δέ σ᾿ ἐμαιόμαν,

Du er kommet, du gjorde det, jeg var så vild med dig.

ὂν δ᾿ ἔψυξας ἔμαν φρένα καιομέναν πόθωι

Du forfrisked’ mit hjerte, der flammede af begær.

ὀ μὲν γὰρ κάλος ὄσσον ἴδην πέλεται <κάλος>,

For den skønne er skøn i det omfang, man ser på ham.

ὀ δὲ κἄγαθος αὔτικα καὶ κάλος ἔσ<σε>ται.

men den gode er ikke kun god, men er også skøn.

κατθάνοισα δὲ κείσηι οὐδέ ποτα μναμοσύνα σέθεν

Når du dør, får du lov at bli’ liggende, ingen vil huske dig

ἔσσετ᾿ οὐδὲ †ποκ᾿† ὔστερον· οὐ γὰρ πεδέχηις βρόδων

nogensinde. For dig er Piériens roser et fremmed land.

τὼν ἐκ Πιερίας, ἀλλ᾿ ἀφάνης κἀν Ἀίδα δόμωι

Ingen kender dit navn, og du vandrer alene i Hades’ hus

φοιτάσηις πεδ᾿ ἀμαύρων νεκύων ἐκπεποταμένα.

blandt de begsorte dødninge, når du engang flyver bort herfra.

[νῦν δή μ᾽ ἔτι Μοίσαν ἰ]οκόλπων κάλα δῶρα, παῖδες·

[Her har vi på ny,] piger, de sortskødede [Muser] s gaver,

[φίλημμι δὲ φώνα]ν φιλάοιδον λιγύραν χελύνναν.

[For skøn er den lyd,] fuld af musikglæde, som lyren skråler.

[ἔμοι δ᾽ ἄπαλον πρίν] ποτ᾽ ἔοντα χρόα γῆρας ἤδη

[Min] hud var engang [blød], men for længst sætter nu alderdommen

[κατέσχεθε, λεῦκαι δ᾽ ἐγ]ένοντο τρίχες ἐκ μελαίναν,

[håndgribeligt aftryk: Jeg har grå] hår, hvor der før var sorte.

βάρυς δέ μ’ ὀ θῦμος πεπόηται, γόνα δ᾽ οὐ φέροισι,

Og min energi ligger i bund, knæene bær’ mig ikke,

τὰ δή ποτα λαίψηρ᾽ ἔον ὄρχησθ’ ἴσα νεβρίοισιν.

skønt de jo engang dansed’ så rapfodet som unge dådyr.

τὰ <μὲν> στεναχίσδω θαμέως ἀλλὰ τί κεν ποείην

Det har jeg begrædt ofte. Men hvad er der at gøre ved det?

ἀγήραον ἄνθρωπον ἔοντ᾽ οὐ δύνατον γένεσθαι

Som menneske kan ingen ha’ håb om at få evig ungdom.

καὶ γάρ ποτα Τίθωνον ἔφαντο βροδόπαχυν Αὔων

Tithonos har folk skildret hvordan Daggry med rosenarme,

ἔρωι δ[έπ]ας εἰσανβάμεν᾽ εἰς ἔσχατα γᾶς φέροισα[ν],

[i bægret til køjs,] førte forlibt med sig til verdens ende.

ἔοντα κάλον καὶ νέον, ἀλλ᾽ αὖτον ὔμως ἔμαρψε

For han var en smuk yngling, men grå alderdom fik med tiden

χρόνωι πόλιον γῆρας, ἔχοντ᾽ ἀθανάταν ἄκοιτιν.

alli’vel sit greb i ham, omend hustruen var gudinde.

[θάνοισαν ἄοιδον τὸ πὰν οὐδεὶς φθ]ιμέναν νομίσδει

[Den sanger, der dør, er der jo nok ingen der] tror forsvinder.

[ἄλλοισι τύχην ὄσσα θέλωσι Κρονίδ]αις ὀπάσδοι.

[Lad andre så blot jagte den velstand, som Kroni]den skænker.

ἔγω δὲ φίλημμ’ ἀβροσύναν [ἴστε δὲ] τοῦτο καί μοι

Jeg elsker da rig luksus, [men hør her:] det er kærligheden

τὸ λάμπρον ἔρως ἀελίω καὶ τὸ κάλον λέλογχε.

til Solen, der gi’r mig denne andel i dens skær og skønhed.

σὺ δὲ στεφάνοις, ὦ Δίκα, πέρθεσθ᾿ ἐράτοις φόβαισιν

Kom, flet dig en krans, kære Dike, og sæt i de skønne lokker,

ὄρπακας ἀνήτω συν<α>έρραισ᾿ ἀπάλαισι χέρσιν·

tag kviste af dilden og bind dem så sammen med sarte hænder

εὐάνθεα †γὰρ πέλεται† καὶ Χάριτες μάκαιρα<ι>

For alt det, der blomstrer, det elsker Chariterne først og fremmest,

μᾶλλον †προτερην†, ἀστεφανώτοισι δ᾿ ἀπυστρέφονται.

men derimod vender de ryggen til dem, der er uden kranse.

...

...

τεθνάκην δ᾿ ἀδόλως θέλω·

Gid jeg døde, det ønsker jeg:

ἄ με ψισδομένα κατελίμπανεν

Hun gik hulkende bort fra mig

πόλλα καὶ τόδ᾿ ἔειπέ [μοι

og blandt andet fortalte hun:

ὤιμ᾿ ὠς δεῖνα πεπ[όνθ]αμεν,

“Sappho, meget og slemt har vi

Ψάπφ᾿, ἦ μάν σ᾿ ἀέκοισ᾿ ἀπυλιμπάνω.

prøvet sammen, og modvilligt ta’r jeg bort.”

τὰν δ᾿ ἔγω τάδ᾿ ἀμειβόμαν·

Sådan lyder det svar, jeg gav:

χαίροισ᾿ ἔρχεο κἄμεθεν

“Så farvel, du kan gå, men glem

μέμναισ᾿, οἶσθα γὰρ ὤς <σ>ε πεδήπομεν·

ikke mig, for du ved, jeg vil savne dig.

αἰ δὲ μή, ἀλλά σ᾿ ἔγω θέλω

Men hvis ikke, så vil jeg dog,

ὄμναισαι [ . . . (.) ] . [ . . (.) ] . εαι

du husker [,

ὀσ[ – 10 – ] καὶ κάλ᾿ ἐπάσχομεν·

at vi også har været igennem godt.

πο[λλοις γὰρ στεφάν]οις ἴων

For festkranse af viol

καὶ βρ[όδων . . . ]κίων τ᾿ ὔμοι

og af roser [og ... ]

κα . . [ – 7 – ] πὰρ ἔμοι π<ε>ρεθήκαο

i ét, dem tog du på, da du var hos mig.

καὶ πόλλαις ὐπαθύμιδας

Mange flettede blomsterbånd

πλέκταις ἀμφ᾿ ἀπάλαι δέραι

hængte du om din blide hals,

ἀνθέων ἐ[ – 6 – ] πεποημμέναις.

de var gjort af den dejligste [forårs]blomst.

καὶ π . . . . . [ ] . μύρωι

] med brenthisk creme

βρενθείωι . [ ]ρυ[ . . ]ν

]

ἐξαλ<ε>ίψαο κα[ὶ] βασιληίωι

] har du smurt dig foruden med kongecreme.

καὶ στρώμν[αν ἐ]πὶ μολθάκαν

På den blødeste redte seng

ἀπάλαν παρ[ ]ονων

blid [

ἐξίης πόθο[ν ] . νίδων

har du stillet din længsel [

κωὔτε τις[     οὔ]τε τι

Hverken [

ἶρον οὐδ᾽ ὐ[    ]

helligt eller [

ἔπλετ᾿ ὄππ[οθεν ἄμ]μες ἀπέσκομεν,

fandtes nogetsteds, som vi var borte fra.

οὐκ ἄλσος . [       ] . ρος

Ingen lund [

[              ]ψοφος

[ ...... ]

[              ] . . . οιδιαι

[ ...... ]

...

...

νῦν δὲ Λύδαισιν ἐμπρέπεται γυναί-

Hun er nu den fornemste af lyderin-

κεσσιν ὤς ποτ᾿ ἀελίω

derne, som når den rosenfing-

δύντος ἀ βροδοδάκτυλος <σελάννα>

rede måne, når solen først er gået ned,

πάντα περ<ρ>έχοισ᾿ ἄστρα· φάος δ᾿ ἐπί-

overstråler rent stjernerne, og dens skær

σχει θάλασσαν ἐπ᾿ ἀλμύραν

falder over det salte hav

ἴσως καὶ πολυανθέμοις ἀρούραις·

ligesom over de vindomsuste agre;

ἀ δ᾿ <ἐ>έρσα κάλα κέχυται τεθά-

duggen ligger da yndig, og friske står

λαισι δὲ βρόδα κἄπαλ᾿ ἄν-

roserne og den sarte kør-

θρυσκα καὶ μελίλωτος ἀνθεμώδης·

vel og kløveren, som er rig på blomster.

πόλλα δὲ ζαφοίταισ᾿ ἀγάνας ἐπι-

Jeg går ofte omkring og kan ikke få

μνάσθεισ᾿ Ἄτθιδος ἰμέρωι

Atthis ud af mit hoved, hjer-

λέπταν ποι φρένα κ[ . ]ρ . . . βόρηται·

tet blir tungt i det sarte bryst af længsel

...

...

οἶον τὸ γλυκύμαλον ἐρεύθεται ἄκρωι ἐπ᾽ ὔσδωι,

Som det liflige æble, der rødmer på toppen af grenen,

ἄκρον ἐπ᾽ ἀκροτάτωι, λελάθοντο δὲ μαλοδρόπηες,

på den øverste top, og som æbleplukkerne glemte,

οὐ μὰν ἐκλελάθοντ᾽, ἀλλ᾽ οὐκ ἐδύναντ᾽ ἐπίκεσθαι.

nej, de glemte det ikke, de magted’ blot ikke at nå det.

τίωι σ᾿, ὦ φίλε γάμβρε, κάλως ἐικάσδω;

Min brudgom, hvem er det godt at sammenligne dig med?

ὄρπακι βραδίνωι σε μάλιστ᾿ ἐικάσδω.

et bøjeligt skud er det bedst at sammenligne dig med.

κατθνάσκει, Κυθέρη᾿, ἄβρος Ἄδωνις· τί κε θεῖμεν;

Han er død, Kythereia, den kære Adonis! Hvad skal vi gøre?

καττύπτεσθε, κόραι, καὶ κατερείκεσθε χίτωνας.

Piger, slå jer for brystet og flæns jeres tøj.

κῆ δ᾿ ἀμβροσίας μὲν

Da blandede Hermes

κράτηρ ἐκέκρατ᾿

et kar ambrosia,

Ἔρμαις δ᾿ ἔλων ὄλπιν θέοισ᾿ ἐοινοχόησε.

han tog en kande, og han skænked’ guderne af den.

κῆνοι δ᾿ ἄρα πάντες

Dé sad med en skål hver

καρχάσι᾿ ἦχον

og gjorde et offer:

κἄλειβον· ἀράσαντο δὲ πάμπαν ἔσλα γάμβρωι.

Ved skænken ønskede de gommen alt fortræffeligt.

πλήρης μὲν ἐφαίνετ᾿ ἀ σελάν<ν>α,

Fuld skinnede månen,

αἰ δ᾿ ὠς περὶ βῶμον ἐστάθησαν

og da kvinderne stillede sig rundt om altret ...